Artikel
Brugen af freelancere i marketing stiger markant. Her er de 7 vigtigste årsager
Af Carsten Bjerregaard, grundlægger af Marketingcapacity.dk
Som blandt andre Harvard Business Review har skrevet om flere gange, er der et paradigmeskift i gang indenfor marketing. Så en stigende andel af arbejdet bliver udført af freelancere. Ikke overraskende satte Corona ekstra skub i transformationen.
Mængden af freelance arbejde i USA er steget med 22% fra 2019-2020 i USA. Og hele 1/3 af hele den amerikanske arbejdsstyrke løste opgaver på freelancebasis under Corona pandemien. Flere studier har samstemmende vist, at omkring 70% af amerikanske ledere mener, at de vil øge brugen af freelancere i nær fremtid.
Marketing er sammen med IT to af de områder, hvor man bruger freelancere i vid udstrækning, så her er det oplagt, at udviklingen vil gå endnu hurtigere, fordi det ikke er en ny praksis, der skal introduceres. Det er en eksisterende modus operandi, der bliver speedet op. Hos Marketingcapacity.dk mærker vi tydeligt denne udvikling. Vi bliver kontaktet af stadig flere virksomheder, som søger samarbejde med marketing-freelancere, enten til at supplere deres team med nye kompetencer eller som forstærkning i perioder hvor der er ekstra travlt.
Vi oplever også en klar tendens til, at flere virksomheder søger samarbejde med freelancere som alternativ til at bruge reklamebureauer og konsulentvirksomheder. Årsagen er ofte et ønske om tættere og lettere samarbejde i hverdagen men også at få mere arbejde udført inden for rammerne af budgettet.
Her er mit bud på de vigtigste årsager til, at brugen af freelancere indenfor marketing stiger markant, og hvorfor udviklingen kommer til at fortsætte i mange år:
1. Covid har ændret mindsettet på begge sider af bordet
Der er nok ikke kun én forklaring på, hvorfor marketing-funktionen fremover i endnu højere grad bliver en blanding af fastansatte og freelancere. Men vores oplevelse er, at det i høj grad handler om et ændret mindset hos aktørerne i markedet.
2. Mere hjemmearbejde har gjort op med det sort/hvide billede af, hvordan en arbejdsplads fungerer bedst
Fleksibiliteten er taget til gennem flere år, men med lock-downs under Corona pandemien gik det virkelig hurtigt. Mange er sikkert blevet overraskede over, hvor godt det har fungeret. Brugen af værktøjer som Zoom og Teams til møder og Trello og Slack til agilt samarbejde er eksploderet, og mange virksomheder har fundet ud af, at de er mindst lige så effektive med den nye fleksibilitet. Her er det nok relevant at tale om, at Corona har skabt en ’synlighed’. For når det nu kan fungere med fastansatte på distancen, hvorfor skulle det så ikke også fungere fint med freelancere?
3. Digitaliseringen fortsætter, og virksomheder har brug for flere forskellige kompetencer
For blot 10-15 år siden så en typisk marketingafdeling radikalt anderledes ud. behovet for specialfunktioner var betydeligt lavere, end det er i dag. Her hos Marketingcapacity.dk opererer vi med over 30 titler/roller og et kontinuum af aftalelængder og volumener. For når man tænker over det, var det egentlig også pudsigt, at virksomheder havde brug for lige præcis 37 eller 20 timers arbejde fra en given medarbejder hver uge. Vi tror på, at den nye fleksibilitet giver plads til bedre løsninger og flere kompetencer.
4. Value for money
Udsigten til at få udført mere eller bedre arbejde indenfor rammerne af det samme budget er en af de stærke drivkræfter bag den øgede efterspørgsel efter freelance-specialister. Rundt regnet kan man få 150-200 timers arbejde for det samme som 100 timer koster gennem bureau.
Bureauer og konsulentvirksomheder er jo organiseret anderledes end selvstændige freelancere, hvilket medfører en række overheads (omkostninger til lokaler, drift, administrative funktioner, ledelse, firmabiler, salg, marketing, usolgte timer etc.) som indregnes i timepriserne, og som derfor ender på et noget højere niveau end tilsvarende kompetencer købt som freelance ydelse.
5. Insourcing trend
Mange virksomheder ønsker for tiden at insource en række funktioner for at få en bedre føling med forretningen. Digitaliseringen har gjort det endnu vigtigere at komme tættere på dag-til-dag data for at opnå en tilstrækkelig forståelse af kunderne, kunderejsen, de digitale kanaler og forretnings KPI’er.
Mange ser og behandler derfor freelancere som en intern resource i hverdagen, og en stor del af arbejdet bliver udført i virksomheden i tæt samarbejde med det faste team. På den måde får man det bedste af to verdener. En fleksibel adgang til specialiserede kompetencer, samt en stor integration og afsmittende virkning i virksomheden af vigtig viden. Hertil kommer, at det er betydeligt lettere at briefe og styre projekter med en intern ressource end en ekstern.
6. Udbuddet af freelancere fra øverste hylde stiger
Efterhånden som virksomheder i højere grad byder freelancere indenfor – også til de mest interessante og vigtige opgaver – vælger flere af de dygtigste folk inden for marketingfaget og reklamebranchen at blive freelancere. For nu kan alle se, at isen bærer. Der er brug for de dygtigste på freelance basis, og disse tror lige som jeg på, at det er en udvikling, der er vil fortsætte. Så mange vil gerne ’have deres eget navn på døren’ i stedet for at være afhængige af et helt bureau rundt om sig. Ligesom de gerne vil styre deres egen arbejdsdag og karriere. De har selvværd, og de har integritet i forhold til opgaver. Og for virksomheder er det glædeligt, at man nu kan få fat i absolut fremragende kræfter på meget fordelagtige vilkår sammenlignet med at gå igennem et reklame- eller konsulentbureau.
7. Strategisk implementering på vej
Ifølge en artikel i The Harvard Gazette vil vi i den nærmeste fremtid se en tendens til, at flere virksomheder i højere grad vil gøre brugen af freelancere til et strategisk valg og udvikle egentlige policies omkring, hvordan man rekrutterer og arbejder sammen med freelancere.
Vi går altså fra at tænke freelancere som en ad-hoc resurse til et del af det strategiske setup, der skal styrke det faste team i hverdagen. Hos Marketingcapacity.dk har vi altid set freelance-samarbejder på den måde. Blandt andet derfor tilbyder vi konsekvent vores kunder:
Hjælp til at udvælge: Vores platform er indrettet, så det er nemt for en virksomhed at lave egne lister af mulige freelancere. F.eks. hvis du skal finde en digital projektleder. Men vi går ofte ind og hjælper med at udvælge nogle velegnede kandidater, som virksomheden kan møde, før de træffer det endelige valg. Der indgår nemlig flere faktorer i det perfekte match:
- Fagligt niveau og kompetencer (der søges ofte en kombination af flere kompetencer)
- Brancheerfaring
- Freelancerens bopæl og afstand til virksomheden (så en del af arbejdet udføres i virksomheden)
- Freelancerens tilgængelighed (tid til rådighed i den ønskede periode)
- Personlig kemi
Styr på kontrakterne: Vi sørger altid for, at aftalerne kommer hurtigt på plads, når vi formidler samarbejder. Det giver virksomheden en ekstra tryghed, at der er klare linjer. For eksempel omkring afregning, rettigheder til materiale, fortrolighed, forsikring etc.
Styr på tid og penge: For virksomheden – og mindst i lige så høj grad freelanceren – er det vigtigt, at der er styr på tid og penge. Derfor stiller Marketingcapacity.dk en service til rådighed med detaljeret ugentlig rapportering af opgaver og tidsforbrug. Og vi sørger for, at freelanceren bliver betalt efter 2 uger, også selvom virksomheden har længere betalingsfrist. Projekter forløber bedst, når der er styr på rammerne, og freelancere arbejder bedst, når der er tryghed og stabilitet i samarbejdet.
Hvor går grænsen?
Der vil nok altid være brug for bureauer, men mange opgaver kan løses billigere og mere effektivt i tæt samarbejde med selvstændige marketingspecialister og kreative. Og det har vist sig relativt nemt for virksomheder at omstille sig gradvist til denne måde at arbejde på.
Personligt kan jeg godt forestille mig, at freelancere inden for nær fremtid vil udgøre 50% af de ressourcer, som en større virksomhed trækker på. Og én ting tør jeg godt spå om: De næste 5 år vil udviklingen imod et større udbud af dygtige freelancere og virksomheders mere strategiske søgning efter freelancere fortsætte og nok endda accelerere yderligere.